Første skoledag om igen

Hej

Efter jeg havde fået lov at tage tidligt hjem fra skole igår, for at tage på politistationen for at anmelde den her episode. Skulle jeg jo i dag, hvilket var utroligt hårdt. Da jeg vågnede i morges, havde jeg egentlig bare lyst til at blive liggende under dynen, grave mig ned og aldrig komme ud. Jeg fik mig taget sammen til at cykle i skole, cyklede lige i tide til at komme 3 min for sent, for så ville jeg ikke møde nogen på vejen ned til idrætslokalet. Jeg er på et blandet valghold sammen med min bedste veninde, men hun var der ikke i dag. Så jeg skulle gå hele vejen fra den ene ende af skolen til den anden. Jeg havde det så dårligt! Jeg følte at alle stirrede på mig, jeg kunne mærke tårerne var på vej. Men vidste at jeg skulle være stærk, men inderst inde er jeg slet ikke så stærk. Jeg er en lille pige, som allerede havde det dårligt med sig selv, som allerede havde svært ved livet. Jeg kan ikke blive ved med at være stærk. Jeg ved, hvad folk tænker om mig, og jeg får lyst til at kaste op ved tanken! De stirrer på mig, og så griner de. For jeg må jo bare være en lille luder, som synes det er fedt at alle kigger på mig. Men det gør jeg ikke, jeg vil bare have det ud af verden for evigt! Hvorfor er det, at folk ikke tænker over, hvilke konsekvenser det har! Det er derfor folk begår selvmord! Men jeg vil ikke lade dem vinde, jeg vil ikke tage mit eget liv, for det skal ikke slå mig så meget ud. Jeg er snart færdig med det sted, så kan jeg komme langt væk og starte på en ny. På med huen og væk fra alle de dårlige personer!